Boganmeldelse af Mørkets Journaler af Erik Trigger Olesen
Books,  Reviews,  Uncategorized

Book review: Mørkets Journaler af Erik Trigger

Boganmeldelse af Mørkets Journaler

*This book review will be in Danish since the book is only published in Danish*

Mørkets Journaler er en digtsamling af Erik Trigger Olesen, udgivet i 2017 hos forlaget Brøndum.

Jeg plejer ikke at læse digte og det er heller ikke noget du vil finde meget af her på bloggen. (Hvem ved, det kan være det ændrer sig?). Men da jeg fik Mørkets Journaler i hånden og havde set en anden, meget positiv, anmeldelse på Facebook, måtte jeg jo hellere se hvad det var for noget.

*Disclaimer: Jeg vil lige for en god ordens skyld tilføje at forfatteren og jeg er i familie, men det har ingen umiddelbar indflydelse på følgende anmeldelse.

Nord for nords nord

På bagsiden af bogen står ”Gud er nådig men dans ikke i en robåd”, hvilket sammen med det sorte cover og titlen er med til at sætte stemningen. Der foregår utrolig meget i denne digtsamling og læser man digtene samlet, giver det nogle spændende billeder.

’Nord for nords nord’ er det første digt i bogen og en af mine favoritter – selvom der er mange gode. Nord for nords nord er en ret fed sætning i sig selv, men det giver også indtryk af at der ligger mere udenfor vores bevidsthed end vi giver opmærksomhed. Denne følelse gik igen for mig i mange af digtene.

Boganmeldelse af Mørkets Journaler af Erik Trigger Olesen

Modsætninger, kød og metal

Mørkets journaler var for mig en meget elegant sammensat digtsamling fyldt med tilsyneladende modsætninger. Kød og metal smeltes sammen og mødes i få sætninger gennem hele bogen. Denne blanding af referencer til kødets lyster og metallisk hårdhed og brutalitet var gennemført.

Erik Trigger, kendt som ’havnepoet’, formår virkeligt at få det mørke og det melankolsk-erotiske til at mødes i Mørkets Journaler. Trigger kredser en del om emner som liv og død, men uden det nødvendigvis bliver trivielt eller søgt. Det ligger mere i en fornemmelse af at disse digte rummer små evigheder, hvor døden og livet sameksisterer. Jeg fik indtryk af, at Mørkets Journaler er en kosmisk blanding af noget råt men ømt, noget koldt men blændende smukt. Jeg kunne fortsætte med at remse modsætninger op, da digtsamlingen her er fyldt med den slags spektre.

«Næring til dine drømme»

Trigger har skrevet som hilsen i mit eksemplar af bogen at han håber det vil give ”næring til dine drømme”. Jeg må sige at Mørkets Journaler bestemt ikke skuffer.

Den umiddelbarhed og ærlighed man fornemmer, når havnepoeten skildrer lysten i mørket, uden at være vulgær, skinner igennem i digtene. Der er en ømhed i det farverige sprog og der bliver i den grad leget med de metaforiske billeder.

Foruden disse drømmebilleder med kosmiske, dystre evigheder og kærlighed/lyst, er der også en helt anden side gemt i Mørkets Journaler. Uden på forhånd at vide hvad Triggers tanker er, fik jeg ved at læse mange af digtene, spørgsmål til den verden vi lever i. Igen krydret med en masse modsætninger (eller er de?), blev der sat spot på politiske omstændigheder. Det er ikke nødvendigvis så tydeligt, men det mørke Trigger fortæller om, spænder bredt. Det fik mig til at tænke over, den kulde, hårdhed og ligegyldighed, der også er en del af ’mørket’ ved at være til.

Helt nøjagtigt hvilke billeder der opstod for mig, vil jeg ikke afsløre her. Jeg synes du skal have lov til selv at se, hvad de sproglige billeder vækker hos dig!

Hvis du er til digte eller, ligesom jeg, godt kan lide farverigt sprog der leger med ens fantasi, samt en forfatter med noget på hjerte – så bør du helt klart læse Mørkets Journaler. Jeg skal i hvert fald læse den igen!

Læser du digte og har du læst noget af Erik Trigger Olesen? Smid gerne en kommentar herunder, jeg glæder mig til at høre dine tanker!

Hvis du er nysgerrig på hvad jeg ellers læser, er du velkommen til at kigge på min samling af boganmeldelser lige her>>

Share this blogpost or follow the blog for more!
error

Tell me what you think! :D

%d bloggers like this: