Boganmeldelse Dramaturgi af Kitter Krebs
Books,  Performing Arts,  Reviews,  Uncategorized

Book review: Dramaturgi af Kitter Krebs

Bog anmeldelse af “Dramaturgi” af Kitter Krebs

(This review will be in Danish due to the book only being published in Danish)

*Jeg modtog et gratis anmeldereksemplar mod en ærlig anmeldelse af bogen*

ISBN: 978-87-93272-55-2

”Dramaturgi” af Kitter Krebs er en bog om dramaturgi i teatret.

Kitter Krebs er bl.a. sceneinstruktør og har mange års praktisk erfaring med faget.

Bogen er med vilje skrevet fra et subjektivt standpunkt. Krebs mener at (scene-)kunst og også dramaturgi er noget personligt og at det derfor giver god mening med en subjektiv behandling af emnet. Derfor er jeg også en anelse uenig i at det er ’den grundbog i dramaturgi Danmark har manglet’. Den forholder sig til dramaturgifaget ud fra Krebs’ egne erfaringer og holdninger. Derfor kan den nærmere betegnes som Krebs’ bud på hvad dramaturgi er, samt hvad en dramaturg laver i teatret.

Dramaturgi af Kitter Krebs er en ganske udmærket indføring i begrebet dramaturgi i relation til sceneteater. Især for begyndere eller efterskole- og gymnasieelever, der modtager dramaundervisning. Der er godt styr på historiske nedslag og vi får en gennemgang af nogle af de mest nævneværdige personer fra teaterhistorien. Man kan godt mærke at Krebs er vant til at begå sig i forestillings sammenhænge da der indimellem er udtryk en ny læser vil studse over. Nogle steder bliver udtrykkene kyndigt forklaret, andre steder kunne man godt bruge lidt baggrunds information.

Hvad Dramaturgi af Kitter Krebs kan

Hvis du ikke er til de store, tunge og akademiske tekster men gerne vil lære the basics af teater dramaturgi og -historie, så er denne her det helt rigtige sted at starte. Som forordet i bogen beskriver, er det et forsøg på en dansk indføringsbog i dramaturgi. Det synes jeg helt klart Kitter Krebs har leveret.

Dramaturgi af Kitter Krebs er en håndgribelig størrelse, der først introducerer læseren til dramaturgibegrebet og fagområdet som vi, der arbejder med det, kender det. Dernæst kommer forskellige typer ’dramaturgier’ som anvendt af nogle af teaterhistoriens store personligheder. Her med tilhørende illustrationer og grafiske oversigter. Meget brugbar ’navne-runde’ for en dramaturgfaglig begynder, som jeg selv ville have fået meget ud af i min tid på TGK eller inden Dramaturgi studiet i Aarhus.

Boganmeldelse Dramaturgi af Kitter Krebs

Fra tekst til produktion

Efter den historiske gennemgang, følger en tekstanalytisk vinkel. Her er udmærkede pointer i forhold til analyse af dramatiske værker og man følger en tydeligt erfaren underviser i Krebs. Hvis man vil være instruktør eller iscenesætter af anden karakter er det især spændende at følge Krebs’ tankegang. Hendes egen faglige vinkel som instruktør skinner tydeligt igennem og viser også hvor hendes personlige interesser indenfor scenekunsten er. Noget hun i øvrigt heller ikke lægger skjul på. Det ligger godt i tråd med hendes udtalelse om at scenekunsten er subjektiv.

Jeg ser det lidt befriende at Krebs også får gjort klart at det er vigtigt man som fagperson også tør have sig selv med. Jeg troede, da jeg startede på Dramaturgi ved universitetet, at jeg skulle lære at lægge min egen holdning bag mig. Men som Krebs siger, er der såmænd også plads til den (det kommer bare helt an på konteksten!).

Herefter gennemgås produktionen af en forestilling og de sceniske elementer der indgår, inkl. deres indvirkning på forestillingens samlede dramaturgi. Krebs runder også tilskuere og anmeldere, inden jobbet som dramaturg bliver præsenteret ganske kort. Man kan mærke at Krebs er ganske venligt stemt overfor dramaturgfaget, hvilket selvfølgelig er dejligt. (I hvert fald for sådan en som jeg selv, der jo er uddannet Dramaturg).

Hvad Dramaturgi af Kitter Krebs ikke kan

Hvis du er studerende på universitetsniveau eller ønsker at beskæftige dig med/lære om andre genrer indenfor scenekunsten, er det ikke denne bog du skal investere i. Emnet er meget centreret omkring det klassiske taleteater og med udgangspunkt i dramatiske værker. Der er ikke meget at komme efter, når det gælder opera, revyer, performance art, scenedans, improvisationsdramaturgi etc. Hvilket nok også ville være for meget at forlange af en begynderbog for dramaturgi interesserede. Jeg ville nok mere betegne den som et værk for teaterinteresserede, der gerne vil vide lidt mere om begrebet og faget dramaturgi.

Uddrag og bearbejdelser

Jeg synes ikke de to dramatiske tekster (Krebs’ egne bearbejdelser af hhv. Hamlet og Othello) passer ind i denne bog. For en begynder i dramaturgifaget eller en læser på tilsvarende niveau, kan det være svært at læse Shakespeare. Herunder især bearbejdede Shakespeare stykker, uden først at have stiftet bekendtskab med førnævnte. Derudover giver ingen af teksterne ’noget ekstra’ til bogens indhold, der ikke kunne have været opnået med uddrag fra originale stykker og derfor virker det unødvendigt.

Jeg vil mene at fx fem-seks uddrag af forskellige typer dramatiske værker, med introduktion til både ældre, nyere, originale og bearbejdede værker, havde været mere værdifuldt i en lærebog i dramaturgi. Men det er selvfølgelig et valg Krebs har truffet. Hvis bogen bliver anvendt i undervisnings sammenhæng, kan man jo passende tage udgangspunkt i hhv. Hamlet og Othello samt Krebs’ bearbejdelser af samme. Så kan man altid tage Ibsen og Knutzon m.fl. bagefter.

Perfekt for kommende teaterfagfolk

Nøjagtig som lovet er dette en oplagt bog for kommende teaterfagfolk. Mest for de der endnu har til gode rigtigt at stifte bekendtskab med nogle af de centrale begreber omkring dramaturgi. Om du er eller vil være praktiker eller teoretiker eller bare godt kan lide at læse om teater, er Dramaturgi af Kitter Krebs et rigtig godt sted at starte.

Du får en hurtig, kvik og personlig gennemgang af teaterdramaturgi set indefra. Du kan forhåbentligt lægge bogen fra dig, fyldt med inspiration og nye tanker om det du oplever på scenen.

Som Morten Grunwald siger på bagsiden af bogen; ”[…] Den kan læses med stor udbytte af enhver, som aspirerer til et hvilket som helst job indenfor teater.”

Jeg er ganske enig, og tak til Kitter Krebs for at give sig i kast med at beskrive magien i dramaturgi, på dansk! 4 ud af 6 stjerner herfra!

Overvejer du en karriere indenfor scenekunst eller er du allerede godt på vej? Hvis du tænker ”det her burde jeg nok vide noget om” så tøv endeligt ikke med at smide en kommentar herunder!

Hvis du gerne vil udforske flere typer bøger om scenekunst er du velkommen til at kigge på min liste af scenekunstbøger jeg har anmeldt lige her>>

Share this blogpost or follow the blog for more!
error

Tell me what you think! :D

%d bloggers like this: