Bog anmeldelse Fanny Fairychild og det magiske spejl
Books,  Reviews,  Uncategorized

Book review: Fanny Fairychild og det magiske spejl

Anmeldelse af Fanny Fairychild og det magiske spejl

This review will be in Danish since the book is currently only published in Danish.

*Jeg modtog et anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget Lindbo mod en ærlig anmeldelse af bogen*

Fanny Fairychild og det magiske spejl er den første bog i en planlagt serie om pigen Fanny, skrevet af forfatteren Lykke Lindbo.

Handling

”Da Fanny er fire år gammel, forsvinder hendes mor. Seks år senere finder Fanny sin mors gamle dagbog og et magisk spejl i en kiste på loftet. Herfra starter et langt eventyr. Med hjælp fra dagbogen og en flok legesyge guldsmede, finder Fanny vej til den gamle kone Alfhild på lysningen Carling i den store, tætte skov nær hendes hjem. […]”

Ovenstående beskrivelse er lånt fra pressemeddelelsen til bogen.

Fanny og nordisk mytologi

Fanny bor med sin far, stedmor, to bonusbrødre og en halvlillesøster. Hendes far er indimellem ude at rejse og Fanny vil helst ud i naturen eller sidde i sin hyggekrog på det gamle høloft og dagdrømme. En dag møder hun Alfhild, der er en virkelig morsom karakter. Alfhild bor alene og vogter porten Mimers Brønd, der leder til de nordiske guders rige.

Fanny bliver hvirvlet ind i et gammelt opgør og står nu pludseligt med ansvaret for at redde både mennesker, guder og andre væsener fra Hel og Udgårdsloke. Fanny kender åbenbart ikke så meget til nordisk mytologi, så alt hvad hun møder på vejen er ret nyt for hende. Dette gælder også hemmeligheden bag gudernes evige liv.

Hvis man i forvejen kender nogle af de meste kendte historier om de nordiske guder, falder historien lidt i spændingsværdi. Hvis man som Fanny er intetanende og ikke kender til myterne er der måske mere at komme efter og dykke ned i efterfølgende.

Bog anmeldelse Fanny Fairychild og det magiske spejl

Fin historie til målgruppen

Jeg synes Fanny Fairychild og det magiske spejl er en udmærket historie for de 8-12-årige. Især hvis de ikke er bekendte med nordisk mytologi i forvejen. Dog er der lige lovlig mange steder der bliver nævnt, men som måske kan forvirre lidt mere end det gavner. Handlingen i sig selv er rimeligt ligetil. Fanny mangler sin mor, finder nogle spændende arvestykker, finder en ny magisk verden, skal redde denne verden og samler venner og fjender op på vejen, før hun igen drager hjem. Den er på den måde en ret klassisk fortælling.

(Læs mere om de klassiske 7 originale fortællinger her og se om du er enig.)

Fanny på eventyr

Den minder lidt om julekalenderen Jul i Valhal. Bare uden det julede og tilsat en masse feer og et par enhjørninger. Umiddelbart ret nemt og genkendeligt for målgruppen, der sikkert vil nyde fortællingen. Måske også drømme om magiske hemmeligheder i deres egen lokale skov.

Fanny starter med at virke som en fornuftig ung pige med et rigt indre liv. Men henimod slutningen fremstår/bliver hun desværre mere og mere naiv. Hun ender også med, i mine øjne, at gøre nogle direkte dumme ting stik imod al fornuft, også for en tiårig pige. Det havde været godt for karakteren, hvis hun havde beholdt noget snarrådighed fra begyndelsen af bogen.

Cliffhangere

Da bogen er første del af en serie, er der en del cliffhangere i slutningen. Uden at afsløre noget, vil jeg dog sige at Fanny og hendes venner kommer alt for hurtigt og lidt for nemt igennem. Det der skulle have været de mest spændingsfyldte sider i bogen, føltes lidt forhastede og historien mistede lidt dybde. Jeg tror sagtens forfatteren kan skrue op for action-scenerne, uden at miste de lidt yngre læsere.

Med den mængde cliffhangere der blev smidt ind til sidst er der lagt op til store eventyr for Fanny Fairychild i de kommende bøger. Med håb om at forfatteren vil give lidt mere plads til at lade historierne udfolde sig, ser jeg frem til at læse videre i Fanny Fairychild og Odins øje. Måske med lidt færre beskrivelser af flot, broderet tøj og lidt flere action-scener?

Bog anmeldelse Fanny Fairychild og det magiske spejl

10 år og vild med eventyr?

Hvis du er 8-12 år og i forvejen godt kan lide eventyr med magiske, parallelle verdener, så er Fanny Fairychild måske lige bogserien for dig? Det er en god historie og der er masser af mulighed for at udvide sin baggrundsviden om nordisk mytologi efterfølgende. Der er Fanny Fairychilds møde med de nordiske guder en ret god indgangsvinkel. Bogen er forholdsvist let at læse og har endda en lille ’ordbog’ bagerst i bogen. Her kan man slå nogle af de udtryk op man ikke kender.

Der er ingen tvivl om at jeg som 8-årig ville have kunnet lide Fanny Fairychild og det magiske spejl. Det er ikke ligefrem Anne fra Grønnebakken eller lignende litteratur. Der er også en del åbenlyse og overflødige gentagelser, hvor man ikke er i tvivl om at Fanny er ‘den udvalgte’, der skal redde verden. Lidt for sukker-sødt til min smag. Men det er en god og solid fortælling om en pige, der finder en magisk verden, hvor hun betyder noget. Et budskab alle børn kan relatere til. Desuden er forsidegrafikken ret flot og passer perfekt til historien.

Skal du læse Fanny Fairychild?

Alt i alt bliver det til en samlet vurdering på 3/6 stjerner fra mig. Bogen er god til målgruppen og starter faktisk ualmindeligt godt, med masser af muligheder for at udvikle og udvide plottet. Dog tæller det ret meget ned for mig, at Fanny mister en del sund fornuft undervejs og at slutningen går lidt for stærkt. Havde forfatteren holdt tempoet og ladet Fanny vokse lidt mere med opgaven, ville bogen måske have ramt en 4-5 ud af 6 stjerner.

Har du læst Fanny Fairychild og det magiske spejl endnu eller har du lyst til at vide mere om bogen? Skriv gerne en kommentar herunder, jeg glæder mig til at høre dine tanker!

Hvis du er nysgerrig på hvad jeg ellers læser, er du velkommen til at kigge på min samling af boganmeldelser lige her>>

Share this blogpost or follow the blog for more!

Tell me what you think! :D