Books,  Forfatter//Writer,  Uncategorized

Esbjerg Fantasy Festival 2018

Esbjerg Fantasy Festival 2018 er den fjerde festival af slagsen. Festivalen er arrangeret af Esbjerg kommunes biblioteker og foregik i år i og omkring hovedbiblioteket i Esbjerg. Fantasy festivalen inkluderer alt lige fra bøger og illustrationer til rollespil og merchandise. Jeg var inviteret til at deltage på festivalen den 16. september og her er et lille udpluk af mine oplevelser. Læs mere om festivalen her>>

Pernille på Esbjerg Fantasy Festival 2018

(Jeg fik et gratis armbånd til festivalen, for at skrive et blogindlæg om min oplevelse)

Bøger & forfattere

Det er ingen hemmelighed at jeg er super fan af sci-fi og fantasy. Så jeg startede min søndag på festivalen med et bogblogger arrangement med forfatteren Katja Berger. Sammen med en flok andre søde bloggere (bl.a. Ravnesnak og Readers World), blev der snakket om Katjas tidligere og kommende bøger. Hun talte også om, hvilke tanker hun gjorde sig omkring emnerne i bøgerne, hvor inspirationen rammer og hendes skriveprocesser. Det var et rigtig hyggeligt startskud på festivalen, for mit vedkommende.

(Vi fik også en skøn goodiebag. Der kommer en ‘unboxing’ af den på min Instagram her>>)

Festivalens stande bød på mange muligheder for at snuse til fantasybøger og jeg var rundt ved dem alle. Jeg synes det er dejligt at se, hvordan forlagene og de uafhængige forfattere støtter op om festivalen. Der var alt, både for børn, unge og voksne og så til messepriser.

Der var masser af signeringer og foredrag i løbet af festivalen. Eftersom jeg ikke på forhånd havde planlagt, hvilke aktiviteter jeg ville deltage i, lod jeg min søster (forfatter Louise Lund Olesen) guide mig lidt. Vi endte med at høre oplæg fra både Nanna Foss og Boris Hansen, om deres bogserier. Der var en hyggelig og afslappet, uformel stemning, hvilket passede mig en del bedre end fx Bogforum. Her var plads til publikum og også et vist nærvær.(Læs mere om min oplevelse på Bogforum her>>).

Jeg havde (desværre) ikke læst bøger af nogle af de deltagende forfattere på festivalen, så signeringer og diverse oplæg var ikke så vigtige for mig. Til gengæld fik jeg tilføjet en masse nye bøger til min ”denne-her-vil-jeg-også-læse” liste.

Underholdning & Nørderier

Foruden de mange bøger og boglige aktiviteter var der også andre typer underholdning. Der var både liverollespil, middelalderboder og aktiviteter for de mindste, hvor man bl.a. kunne lave amuletter og tryllestave. Der var livemusik, madboder, foredrag og bordrollespil. Man gik heller ikke forgæves, hvis man ledte efter brætspil, cosplay og rollespilskostumer, merchandise eller andre sjove og finurlige genstande fra fantasyuniverserne.

Det var skønt at se så mange bog- og fantasyinteresserede, både forfattere, læsere, børn, familier og rollespillere. Jeg mødte en hel del udklædte fantasyfans, der bekræftede mig i at fantastiske historier kan gøre indtryk i alle aldre, ligesom fantasyfestivalen.

Var du også på Esbjerg Fantasy Festival 2018 og oplevede du noget spændende? Fortæl mig gerne hvad du synes om festivalen i kommentarerne herunder 😊

Share this blogpost or follow the blog for more!

2 Comments

    • Pernille

      Hej Kristina!

      I lige måde – blogger arrangementet var især en god start for mig, nu hvor jeg ikke var der lørdag 🙂 Uh, ja det regner jeg også med at jeg skal, så ses vi jo dér hvis ikke før 😀

Tell me what you think! :D