Esbjerg Fantasy Festival 2019
Books,  Forfatter//Writer,  Uncategorized

Esbjerg Fantasy Festival 2019

Esbjerg Fantasy Festival 2019 er den femte festival af slagsen. Festivalen er arrangeret af Esbjerg kommunes biblioteker og foregik i år i og omkring hovedbiblioteket i Esbjerg. Festivalen inkluderer alt lige fra bøger og illustrationer til rollespil og merchandise. Jeg var inviteret til at deltage på festivalen den 14.-15. september og her er et lille udpluk af mine oplevelser. Læs mere om festivalen her>> eller læs om min oplevelse på Esbjerg Fantasy Festival 2018 her>>.

Pernille på Esbjerg Fantasy Festival 2019

(Jeg fik et gratis armbånd til festivalen, for at skrive et blogindlæg om min oplevelse)

Bøger & forfattere

I år var jeg på festivalen både lørdag og søndag. Første del af lørdagen gik med at danne sig et overblik over de mange stande og områder. Jeg havde selskab af min søster (Forfatter Louise Lund Olesen) samt vores far med hans kæreste og bonusbarnebarn. Så det gik i et stille og roligt og nysgerrigt tempo. Vi fik hilst på de mange flot udklædte rollespillere og cosplayere, der udgør en god del af festival stemningen. Min far fik taget en del billeder af dem!

Stemning & program

Der var igen en hyggelig og afslappet, uformel stemning under hele festivalen. Det er også en af grundende til at jeg prioriterer Esbjerg Fantasy Festival fremfor fx Bogforum i København. (Læs mere om min oplevelse på Bogforum her>>).

Der var masser af oplæg og signeringer i løbet af weekenden. Der var også en del bogreceptioner for nye bøger der udkom i forbindelse med festivalen. Jeg havde lært af sidste år og lavet mit eget lille program hjemmefra. Jeg nåede dog alligevel kun 4 forskellige oplæg, fordi der var så meget at kigge på!

Igen i år havde jeg ikke læst særlig mange bøger af de forfattere der var med på Fantasy Festivalen. (Jeg læser oftest på Engelsk). Til gengæld fik jeg endnu engang tilføjet en masse nye bøger til min ”denne-her-vil-jeg-også-læse” liste. (Den kan du iøvrigt finde her på Goodreads, hvor du er velkommen til at tilføje mig som ven). Så fremover kommer der forhåbentligt meget mere dansk fantasy på bloggen her!

Stemningsbilleder fra Esbjerg Fantasy Festival 2019

Blogger Event

Søndag morgen startede ud med et Blogger arrangement, for nogle af os der bruger en del af vores tid på at snakke om bøger online. Forfatterne Julie M. Day og Mikkel Wendelboe var veloplagte og inviterede os med i en snak om deres forfatterskab og skrivevaner. De snakkede om op- og nedture og om hvor ensomt et job det kan være, at skrive. Det var interessant at få et nærmere kendskab til de to, og de gjorde et rigtig godt indtryk! (Deres bøger røg også på læse-listen!)

Sammen med en flok andre søde bloggere (bl.a. et gensyn med Frk. LitteraturRegitzeXenia og Readers World), blev der også dystet i en Fantasy Quiz, hvor Amanda (Frk. Litteratur) rendte med den store præmie!

(Vi fik også en fin lille goodiebag med nogle snacks i. Den endte som bogpose senere på dagen, hvor jeg hentede et par anmeldereksemplarer af  “Forbandelsen over Laitana” plus bind 2 af Sissel Moody samt “Inkarnation”  og “Under Huden” af Pernille L. Stenby! Glæd jer til anmeldelserne når de kommer op lige her på bloggen.)

Underholdning & Nørderier

Ligesom til Fantasy Festivalen 2018, var der noget for enhver nørd! Der var både liverollespillere, middelalderboder og aktiviteter for store og små, hvor man kunne lave tryllestave eller holde en ugle. Der var livemusik, et par madboder og bordrollespil. Hvis du hellere var til brætspil og merchandise var Fantasy Festivalen helt sikkert også et godt sted at være, med noget for de fleste fantasy fandoms.

En enkelt note til markedspladsen er dog, at den virkede en anelse tom i år sammenlignet med 2018s væld af aktiviteter. Jeg er helt klart mest fan af, når der er mange ting at foretage sig. Især når man har lidt krudt i r**** og gerne vil dykke ned i de magiske universer. Det eneste sted man kunne “bygge” noget, var tryllestavs-teltet. Så kære Esbjerg Biblioteker og Fantasy Festival: Kom tilbage med nogle flere aktiviteter, det fungerede så godt!

Nøjagtigt ligesom sidste år, var det dejligt at se og snakke med så mange bog- og fantasyinteresserede. Alt fra forfattere, læsere, bloggere, bibliotekarer til børn med deres familier og rollespillere.

Var du også på Esbjerg Fantasy Festival 2019 og oplevede du noget spændende? Fortæl mig gerne hvad du synes om festivalen i kommentarerne herunder 😊

Share this blogpost or follow the blog for more!
error

Tell me what you think! :D

%d bloggers like this: