Books,  Reviews,  Uncategorized

Book review: Guldklumpen – Havnehistorier

*This book review will be in Danish since the book is only published in Danish*

Boganmeldelse af ”Guldklumpen – Havnehistorier”

”Guldklumpen – Havnehistorier” er en samling små historier af Erik Trigger Olesen, udgivet hos forlaget Brøndum. Jeg har læst den fysiske udgave men du kan også få oplevelsen som lydbog, indtalt af forfatteren selv.

*Disclaimer: Jeg vil lige for en god ordens skyld tilføje at forfatteren og jeg er i familie, men det har ingen umiddelbar indflydelse på følgende anmeldelse.

Beskrivelse af ”Guldklumpen – Havnehistorier”

”Det er en samling af rå og saftige historier om livet blandt Esbjerg Havns arbejdere og særlinge. De ni fortællinger giver uden hensyn til politisk korrekthed et indblik i en verden, der er ved at forsvinde. En ren mandeverden, hvor maskulinitet er lige så selvfølgelig som tobak, hårdt arbejde, sprut og skæbner.”

– beskrivelse hentet fra forfatterens hjemmeside.

Anmeldelse af ”Guldklumpen – Havnehistorier”

Først og fremmest skal det siges, at jeg er opvokset i samme by som Trigger. Derfor kan jeg muligvis være en anelse partisk i nostalgien over havnens særlinge og særlige udtryk. At vokse op tæt på det brutale Vesterhav, med en industrihavn i baghaven, er helt klart med til at forme både liv, sjæl, sprog og attitude. Både hos undertegnede og forfatteren.

Den postkasserøde forside giver klart en idé om at denne her bog har noget på hjerte og ikke er bange for at råbe højt, så jeg var spændt på at starte læsningen. Jeg blev bestemt ikke skuffet, læs videre om hvorfor.

Kålbryggeren – og alle de andre

Der er en del personligheder, der dukker op i Guldklumpens fortællinger fra havnen og de er farverige som ind i helvede. (Beklager sproget, men hvis du har tænkt dig at læse ”Guldklumpen – Havnehistorier” skal du ikke være for sart. Trigger ved om nogen hvordan man taler som en havnearbejder, eller det der er værre). Hver og en får de deres historier fortalt og man fornemmer at det er den type historier der også har haft et behov, for at komme ud i verden. Her er ikke så meget fortabt kærlighed eller store krige, som der bare er eksistens, på godt og ondt.

Hvert øgenavn har sin fortælling og baggrundshistorie og Trigger formår at flette historierne sammen på kryds og tværs. Karakterernes univers er nemlig stort set det samme, men de enkelte historier kan sagtens læses uafhængigt af hinanden. Jeg vil ikke dykke for meget ned i specifikke kapitler, men der er både de muntre, de dystre og de klassiske ’havne-eventyr’.

Moderne folklore fra havnen

Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forestillet mig af ”Guldklumpen – Havnehistorier” da jeg først satte mig til at læse den. Men jeg fik en oplevelse af at det var en slags oversete folkefortællinger jeg havde fat i. De knapt så pæne og lidt skæve morale-fortællinger, der uden at være for åbenlyse, kan lære en om livet. Lidt ligesom gamle eventyr og folkesagn. Hvor, som Trigger selv siger det, sandheden ikke står i vejen for den gode fortælling. Det er lige præcis hvad ”Guldklumpen – Havnehistorier” er. Gode fortællinger.

Godt krydret med en havnepoets brutale leg med ordstillinger, får alle lige fra Kålbryggeren til Kussebarberen og Rullekonens mand, en kærlig behandling. Det er både underholdende og stof til eftertanke. På en måde mindede den mig lidt om de små fortællinger der er gemt i ”Niels Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige”, bare for voksne.

Guldklumpen er en perle

Igen, jeg er muligvis partisk grundet mit personlige nostalgiske forhold til havneområder generelt. Men jeg synes virkeligt ”Guldklumpen – Havnehistorier” er skøn læsning. Lige tilpas nem at gå til, samtidig med at den udfordrer lidt sprogligt. Man kan læse en historie ad gangen eller tage hele bogen i en omgang.

Jeg synes det var skønne, farverige karakterer og sproget rammer plet i stemningen. Jeg skal helt sikkert læse den igen!

Har du læst ”Guldklumpen – Havnehistorier” eller hørt den på lydbog? Overvejer du det måske, men ved ikke helt om den er noget for dig? Smid gerne en kommentar herunder, jeg glæder mig til at høre hvad du tænker!

Hvis du er nysgerrig på hvad jeg ellers læser, er du velkommen til at kigge på min samling af boganmeldelser lige her>>

Share this blogpost or follow the blog for more!

Tell me what you think! :D