Writing prompts – sådan bruger du dem!
Har du hørt om ’writing prompts’?
(Read this blogpost in English here>>)
Da jeg først blev introduceret til det var det gennem min søster, forfatter Louise Lund Olesen (se hendes forfatter & illustrator blog her!) Hun fortalte hvordan hun brugte writing prompts til at kickstarte hendes fantasi, fordi hun havde givet sig selv en udfordring om at skrive lidt hver dag.
Writing prompts kan være korte sætninger, et enkelt ord eller et billede, der bruges som udgangspunkt for at skrive en tekst af varierende længde. Fx kan du på mit pinterest board her se et uddrag af nogle writing prompts jeg synes er gode.
Det skal ikke nødvendigvis bruges som tekst til en bog eller en færdig historie, men kan anvendes som øvelser og træning i at skrive og udforske forskellige genrer end dem man plejer at skrive i. Nogle gange kan du også være heldig at finde inspiration i writing prompts til pludselig at få løst en plot-knude i din kommende bog, fordi du bliver udfordret til at tænke lidt ude af boksen.
Der findes mange typer af disse igangsætnings øvelser, men de 3 typer jeg oftest støder på, er billeder, sætninger og ’skriv om…’
Writing prompts – Billeder
Billedinspiration kan du finde overalt, både I dine egne og andres billeder, eller bare ved at kigge dig omkring, der hvor du er. Øvelsen i at bruge writing prompts baseret på billeder er, at det er op til dig at forklare læseren, hvad situationen på billedet er, uden at tænke over, hvor det kommer fra eller hvad den oprindelige situation var.
Kan bruges når: Fx når du har en idé til en setting, en karakter eller en stemning, men ikke helt ved hvor du skal starte med at beskrive det, eller hvad der foregår.
Writing prompts – Sætninger
Forskellige steder på internettet, fx på pinterest eller bare ved en simpel søgning, kan man finde writing prompts, der består af sætninger du kan bruge som udgangspunkt for din øvelse. Det kan fx være ”Du er landet i fremtiden og man betaler nu for varer med minutter af ens liv” eller lignende og det er derefter op til dig at fortælle noget ud fra den sætning. Det er en måde at kickstarte fantasien på, uden at skulle sidde og stirre på et blankt stykke papir, indtil inspirationen (forhåbentligt) kommer dansende.
Kan bruges når: Du fx virkeligt gerne vil skrive noget, men ikke kan komme i gang. Det kan også være en god øvelse at starte med, for at varme fantasien lidt op, inden du skriver videre på din bog. Mange af de gode writing prompts med sætninger, er oftest flertydige, hvilket gør dem sjove at arbejde med og bruge som øvelse, da de fleste forfattere kan få meget forskellige ideer og tekster ud af de samme prompts.
Writing prompts – Skriv om…
Den sidste kategori af writing prompts jeg vil fortælle om her, er dem jeg kalder ’skriv om…’ og går i al sin enkelhed ud på at du får til opgave at skrive om fx din værste madoplevelse, bedste solskinsdag eller dine yndlings strømper. Det kan variere meget men essensen af opgaven er det samme og du får tit besked på at skrive ud fra dine egne erfaringer. Der findes også writing prompt udfordringer (challenges), hvor du kan få en ny prompt hver dag, at skrive ud fra.
Kan bruges når: Hvis du får lyst til at skrive men mangler en idé til, hvor du skal starte. Det kan også være at du fx vil skrive en situation med din hovedperson men ikke kan finde på noget. Her er ”skriv om…” rigtig god at begynde med, for at komme i gang.
Kender du andre typer, eller vil du dele dine erfaringer med writing prompts så smid dem gerne i en kommentar herunder!
Find flere skrivetips og writing prompts på mit Pinterest board, tilegnet forfattere og forfatterspirer.
2 Comments
Pingback:
Pingback: