Books,  Forfatter,  Forfatter//Writer,  Uncategorized

Feedback & Betalæsere – hvem er hvem? Part 1

Som forfatter har du mange muligheder for at få feedback på dine tekster og bøger gennem betalæsere. Både det du allerede har udgivet men især også de tekster der langt fra er færdige, er næsten færdige eller som du arbejder på indimellem.

Det kan være lidt vanskeligt at overskue, hvem der kan bruges til hvad, og derfor har jeg samlet dem i en lille, simpel guide. Her kan du se, hvem der typisk kan hjælpe dig og hvad de kan hjælpe dig med, inden du eventuelt sender værket ind til forlag eller trykker ”publish”.

Som jeg ser det, findes der to kategorier af læsere, der kan hjælpe dig, inden din tekst er helt færdig. Det er Professionelle og Betalæsere.

Betalæsere kan være fx din familie, dine venner, nogle fra arbejdet, fremmede eller andre forfattere/forfatterspirer du kender.

Det hedder betalæsere fordi de tester læseoplevelsen før ’produktet (teksten) egentlig er i sin færdige form og derfor stadig mangler nogle redigeringsfaser eller ligefrem hele kapitler.

Professionelle læsere er typisk redaktører, korrekturlæsere, dramaturger og folk der på anden måde arbejder professionelt med det skrevne ord, hvis titel ikke nødvendigvis lige har sneget sig med.
(Se indlægget om de professionelle testlæsere her>>)

feedback&testlæsere_hvemerhvem

Hvem kan hvad? – Betalæsere

Familie

Familie er den mest komplekse testlæser da det også er den mest komplekse relation. Hvis du har et godt forhold til din familie kan det være de ikke nænner at give dig kritik eller at de bare synes det du laver er super skønt. Måske er det ikke lige noget for dem eller måske kan de ikke finde ud af at sige tingene på en pæn måde, så du ender med at miste lysten til at skrive videre? Her er det vigtigt at du overvejer, hvad din relation er med personen og siger til dem klart og tydeligt, hvad det er du ønsker fra dem.

Venner og bekendte

Venner er næsten lige så svære at navigere i som familie, når det gælder testlæsning af dine tekster, da de uden tvivl ønsker dig det bedste. Du kan få deres uforbeholdne ærlige mening eller du kan risikere at de ikke har lyst til at hjælpe dig, fordi de ikke har lyst til at risikere jeres venskab, hvis nu din bog ikke lige er noget for dem – og begge dele er helt ok! Venner vil sikkert også gerne komme med råd og tips til, hvordan teksten kan blive endnu bedre, men hvis de ikke har en faglighed bag sig at bakke det op med, er det vigtigt at du også husker på din egen mavefornemmelse og lærer at sortere i de velmenende råd.

Kollegaer eller fremmede

Kollegaer/fremmede kan være gode at spørge når du ønsker en direkte, ærlig mening om, hvor du er henne i dit forfatterskab. Her kan du forvente lidt mindre omsvøb når du får feedback, men det kan til gengæld også gøre oplevelsen mindre sjov, hvis det kun er kritik og måske ikke engang konstruktiv kritik. Her er det vigtigt at du på forhånd har afklaret med dig selv om du er klar til hvad der end måtte komme, godt eller skidt, og så tag hvad du kan bruge og stol igen på din mavefornemmelse.

Forfattere

Andre forfattere er som oftest altid parate til at yde opbakning, støtte og feedback, hvilket kan være rigtig dejligt, fordi de forstår hvordan det føles at give en tekst fra sig og vente i nervepirrende spænding på at høre hvad ’dommen’ er. Her er det vigtigt at du passer på, at den anden forfatter ikke kommer til at fodre dig med ideer som de selv synes er fede, men som måske ikke helt passer ind i din tekst/historie, eller at du ikke får helt 100 % ærlig feedback, fordi de ikke vil gøre dig ked af det ved at påpege ting der ikke fungerer. Jeg plejer at fortælle skuespillere at de skal være varsomme med gode råd fra andre skuespillere, hvor velmenende de end er, da det jo er instruktøren der har den store vision for øje og ikke nødvendigvis dine kollegaer.

(Jeg har samlet resten af typerne i en Part 2 som du kan læse her>>)

Uanset hvem du spørger om hjælp fra, er det en rigtig god ide at forventnings-afstemme på forhånd, hvad du kunne tænke dig at få ud af det og måske endda skrive nogle åbne spørgsmål ned til dine testlæsere inden de får teksten i hånden. Sørg for at I begge to ved, hvad aftalen er, så der ikke kommer følelser i klemme, især hvis det er nogen du kender godt i forvejen 😊 Ingen testlæser er bedre eller værre end de andre, hvis bare aftalen er klar og du fornemmer at personen kan hjælpe dig i den rigtige retning!

Husk altid at sige tak for hjælpen – uanset om det var brugbart eller ej!

Er der en betalæser-type jeg mangler på listen eller har du haft anderledes erfaringer som jeg bør høre om? Så tøv endeligt ikke med at smide en kommentar!

Jeg vil også meget gerne høre hvad du har fået ud af at have en betalæser på dine tekster og hvordan det fungerede for dig – hvis du kunne tænke dig at snakke mere om at få en dramaturgs blik på din tekst, eller overvejer om det er noget for dig, er du velkommen til at kontakte mig for at høre mere 😊

 

(C) Photo by Christopher Thomsen

Share this blogpost or follow the blog for more!

2 Comments

  • Louise

    Kan du evt. Også komme med forslag til aflønning? Jeg ved der er mange der har svært ved om betalæsere skal betales eller ej, og i så fald hvordan, dvs skal de have en gave, penge eller en bog hvis/når den udkommer? 😊

    • Pernille

      Hej Louise – rigtig god idé! Du har ret i at det kan være svært at finde ud af hvordan og hvem der skal have kompensation for deres hjælp og tid.
      Det må vist blive et blogindlæg for sig selv – der er jo mange faktorer der spiller ind 😉

Tell me what you think! :D