Skriveøvelse: Dit bedste argument som forfatter!
Jeg har ofte hjulpet min søster Louise med at stille spørgsmål og guide hende i hendes plot og historier. Det er der kommet en del skriveøvelser og guldkorn ud af, men ét af dem stammer faktisk fra vores barndom og det kan være det lige er det argument du mangler, for at din historie er din?
Derfor vil jeg give dig denne lille øvelse/leg;
Dit bedste argument som forfatter!
Hvad er det gode ved at være ’opfinderen’ af en historie, en hel verden eller bare en karakter?
Det er, at det er dig der har fundet på det – uanset hvor mange andre i verdenshistorien, der har skrevet om vampyrer, elvere, trolde, hekse, drager eller computere der overtager verden, så er det stadig dig der bestemmer, hvordan de skal se ud, fungere og opføre sig i din verden!
Jeg rettede indimellem min søster da vi var mindre, men vores mor sagde så, at ”sådan er det i Louises verden”. Nok mest for at få os til at tie stille, men det er blevet hos os lige siden, som en guideline for, hvad man kan og ikke kan, især når man selv fortæller historierne.
Hvordan og hvornår kan jeg bruge øvelsen?
”I min verden…” er dit bedste våben som forfatter, når du begynder at lege med at bygge det univers, som netop din historie skal udspille sig i. Den lille sætning giver dig lov til at smide alle de gamle og støvede ”regler” om, hvordan fx en prinsesse eller en vampyr skal se ud, og starte forfra med dine egne idéer – det er super simpelt!
”I min verden…” kan fx bruges ved at sige ”I min verden går heste baglæns” eller ”I min verden kan man betale med drømme” osv. Der er faktisk ingen grænser for, hvad du kan finde på og du skal slet ikke forholde dig til andre ’regler’ når du leger ”I min verden…”, bare husk at skrive alle dine bedste idéer ned.
”I min verden…” er en god øvelse når du er i starten af din skriveproces og stadig er i gang med at udvikle idéer og finde på ting til historien, fordi den er med til at åbne op for fantasien og mulighederne og også giver dig anledning til at finde på noget unikt og originalt. Den er mindre velegnet når du er langt og egentlig har det meste af din historie og dit plot på plads.
Husk dog på, at uanset, hvor mange skøre og vilde og fantastiske idéer du finder på, er det en rigtig god idé at kunne begrunde dine valg, senere i skriveprocessen, så du ikke lige pludselig har en vampyr-fe med glittervinger, uden at kunne forklare hvordan den er blevet sådan – men for nu, synes jeg bare du skal kaste dig ud i det, og lege med at bryde med normerne!
Hvis du har vildt svært ved at komme igang, så prøv at se om Writing Prompts kan hjælpe dig på vej!