Cover Book review Heksens Storm Lene Krog
Books,  Reviews,  Uncategorized

Bog anmeldelse: Heksens Storm

Bog anmeldelse af Heksens Storm

Heksens Storm af Lene Krog er andet bind i fantasy serien Pigen fra Månehøjen. Jeg har modtaget bogen som et anmeldereksemplar af forlaget Ulven og Uglen.

Heksens Storm – Pigen fra Månehøjen 2

“Tanken om hævn var altid en tro følgesvend. Og i dag var tanken insisterende. Den ville føres ud i livet, og det skulle være lige nu.

Vidar Baltzer er overvundet, men Caris Bellis er ikke. Hendes fortsatte søgen efter den ønskede marling trækker et spor af ødelæggelse efter sig, godt hjulpet på vej af udøde og sorte ånder. Men Merian vil finde marlingen først, og hun håber, at Caris’ død kan hæve forbandelsen over Kord.

Mens Aia kæmper for at få sin hukommelse og sin magi tilbage, samles hekseklanerne for at styrke hende. Leander satser på den oprindelige plan og har ikke meget til overs for spøgelser, der fører Aia på afveje.

Men planen er i fare, for ældgammelt fjendskab har påvirket skæbnetrådene, og når gudinder begår fejl, kan det ende med hele Bragimarks undergang..”

Teksten herover er venligst lånt fra bogens bagside.

Gang i Bragimark

Der er fyret op under kedlen i Heksens Storm, hvor mange af hovedpersonerne fra Grå Magi mødes og deres historier flettes mere sammen. Der er meget på spil og som læser finder man løbende ud af mere om hver enkelt, hvilket fungerer rigtig godt.

Jeg synes dog, der er lidt et antiklimaks med i starten, fra et bestemt slag eller nærmere manglen på reel kamp, fra slutningen af Grå Magi. Det er nu ikke fordi det gør meget. Det ville bare være fedt at kunne starte lidt mere ‘in action’, hvor vi i stedet kommer ind i en nogenlunde rolig start. Men til gengæld er resten af bogen smækfyldt med action, fare og scener med kamp og/eller forfølgelse.

 

Bragimark er stadig underlagt Caris Bellis, den onde heks, der dræber marlinger i jagten på en bestemt evne. Mens vi følger Merian, Aia og de andre i deres forsøg på at uskadeliggøre hende, ser vi dem vokse. For Aia handler det i høj grad om at finde og acceptere sig selv og sin fortid, mens det for Merian måske mere er fremtiden der er på spil. Vi får også mere at vide om de øvrige karakterer og hvorfor de handler som de gør. Hvilket bidrager til spændingen i langt de fleste tilfælde. Der er et enkelt plottwist fra Grå Magi som jeg ville ønske havde været gemt til Heksens Storm. Det vil jeg nu ikke spoile her, men måske har du selv en teori? 😉

Magi, spænding, identitet

For rigtig mange af karaktererne, kommer vi mere ind under huden på dem i Heksens Storm. Netop fordi alt andet også eskalerer, giver det rigtig god mening. Alle problemstillingerne og udfordringerne vokser i takt og det kan kun ende stort. Der er politiske spændinger, magiske magtforhold og personlige forviklinger samt en god del romantik.

Styrken ved Heksens Storm er helt klart den samme som i Grå Magi. Lene Krog kan noget med komplekse personfortællinger og rige baggrundshistorier. Det, der tilsyneladende er et klassisk fantasy univers med guder, skæbner og en ond heks, får mere dybde af de personer der befolker universet. Jeg kan genkende lidt af mig selv i de fleste af figurerne. Jeg kunne sagtens se Pigen fra Månehøjen gå direkte til filmlærredet, med den rette mængde CGI magi.

Pigen fra Månehøjen – værd at læse for fantasy fans!

Heksens Storm – Pigen fra Månehøjen 2 af Lene Krog er altså en særdeles værdig opfølger til Grå Magi, og et must read for danske fantasy fans. Med alt det, en solid fantasy fortælling skal have. 5/6 stjerner til Heksens Storm herfra!

Som jeg også siger i min anmeldelse af Pigen fra Månehøjen 1 – den vil stå godt på hylden sammen med Tobias Stenbæk Bro’s serie Et Varsel om Storm.

Læser du fantasy? Har du læst Heksens Storm af Lene Krog endnu? Smid gerne en kommentar herunder og lad mig høre hvad du synes om dansk fantasy!

Hvis du er nysgerrig på hvad jeg ellers læser og anmelder, er du velkommen til at kigge på min samling af boganmeldelser lige her>>

Share this blogpost or follow the blog for more!

Tell me what you think! :D