Book review: Stykker af Pil
Bog anmeldelse af Stykker af Pil
Stykker af Pil af Louise Lyngø er ifølge forlaget en genrehybrid. Det er en ganske lille sag på 43 sider. Jeg har modtaget et anmeldereksemplar af forfatteren mod en anmeldelse af bogen.
Tak til Louise og forlaget Mellemgaard for anmeldereksemplaret.
Stykker af Pil af Louise Lyngø
“Stykker af Pil er en genrehybrid med en blanding af prosapartier og lyrik. Værket kredser om kvinden Pil, der en dag falder bevidstløs om på sin arbejdsplads. Læseren kommer herefter med på en rejse ind i Pils splittede indre, hvor fragmenter af fortrængt materiale, drømmelignende passager og gamle erindringer eksisterer side om side. Stykker af Pil kredser om forventningspres og identitetsdannelse og er en samfundskritisk bog, der stiller krav til sin læser.”
Beskrivelsen her er venligst lånt fra bogens bagside.
Pil og det fragmenterede prosa
Ganske som lovet på bagsiden, er dette en kort lille sag, der stiller krav til sin læser. Det er ikke helt en digtsamling, og ikke helt en novelle, men noget derhen af. Det er ikke det jeg læser mest af i forvejen, men den lød lovende, så jeg har givet den et skud.
Uden at det lyder alt for prætentiøst, er det en samling små bidder af Pils liv og oplevelser. Rigtige som drømme og mareridt. Man ved ikke helt hvad der er hvad, eller hvornår det er foregået. Men det er jo egentlig heller ikke præmissen for bogen. For vi får fragmenter af Pil. Hvordan hun ser sig selv, gennem de minder og tanker vi får indblik i. Det er ikke umiddelbart en køn skæbne, og alligevel er der en del der kan vække genklang.
Da der ikke er en lineær fortælling med et tydeligt plot, får vi som læser lidt mere lov til bare at hoppe rundt i Pils hoved. Det er en interessant måde at læse på, hvis man er til det. Men det er nok ikke en bog for alle. Sproget er fint og bogen er pæn, så der er tænkt over at opsætning og indhold gerne må spille sammen.
Forventningspres og identitet
Der er en del forskellige passager, der giver os brudstykker af Pil som person, samtidig med at udvalget af oplevelser, lader til at være de stykker, der også har fået Pil til at gå-i-stykker. Tematikkerne omkring forventningspres og identitet er tydelige, samtidig med at vi aldrig helt får en fornemmelse af hvem Pil er. Hun kunne være hvem som helst, hvilket giver værket en bredere almengyldighed.
Alt i alt synes jeg det var en spændende bog at læse, også fordi den var anderledes end det jeg plejer at læse. Den var rimeligt velskrevet uden at være for prætentiøs og der var emner af genkendelighed. Men du skal også vide som læser, hvad du går ind til, før den virker for dig.
Så hvis du køber præmissen og tør prøve noget andet end en klassisk fortælling, men gerne vil mærke litteraturen på en anden måde, kan du sagtens give Stykker af Pil et skud.
Hvis du er typen der er på jagt efter stjerner, vil jeg give den 3,5 ud af 5 (den er udmærket, meget hurtigt læst og ret konceptuel).
Kender du Louise Lyngø og hendes værker? Vidste du at hun også står bag Flongo-Longo bøgerne? Smid gerne en kommentar herunder, og sig hej, hvis du har været forbi min blog! Jeg glæder mig til at høre fra dig.
Hvis du har lyst til mere læseinspiration er du velkommen til at tage et kig på min samling af boganmeldelser lige her>>