Book review: Forbandelsen over Laitana 1
Forbandelsen over Laitana – Den magiske sten
Forbandelsen over Laitana is currently only published in Denmark, and thus the book review will be in Danish
Jeg modtog et anmeldereksemplar fra forfatteren mod en ærlig anmeldelse af værket.
Den magiske sten
“Forbandelsen over Laitana – Den magiske sten” er første bog i serien om Laitana, skrevet af Sissel Moody. Bogen handler om en ung pige, der drømmer om eventyrverdener langt væk. Hun føler sig udenfor i skolen og derhjemme. En dag får hun besøg af en uventet gæst og pludseligt er hun den længe ventede frelser. Frelser af Laitana, der er underlagt en forbandelse. Nu gælder det om at finde den magiske sten. Den der skal redde Laitana og Linneas nyfundne venner.
Ganske almindelige Linnea
Der går rigtig mange sider med at få introduceret, hvor almindelig Linea er. Hun er bare en ganske almindelig men alligevel helt særlig teenager. Linea tror på at der findes magi, og elsker at læse bøger om fantastiske verdener. Hun holder sig meget for sig selv og bliver mobbet i skolen. Derhjemme er hun heller ikke ligefrem centrum for opmærksomheden. Hun har to storebrødre, og en pleje-lillesøster, Naja.
Man mærker ikke særlig meget til mobberiet men får det mere fortalt. Der er generelt lidt for meget “sådan her er det” og ikke så meget for læseren mellem linjerne. Det synes jeg er ærgerligt. Her er jeg ret enig i Readers World’s anmeldelse. Linea virker meget yngre end forfatteren fortæller os, og alt bliver skåret ud i pap. Min læseoplevelse blev haltet flere steder på grund af unødvendig baggrunds-information og ligegyldige beskrivelser.
Det havde været sjovere at hoppe lidt af indledningen over og mere direkte ind i handlingen.
Magi, magi og…
Magi. Når man endelig kommer til Laitana, er der bare magiske klicheer ud over det hele. Det er ikke en udfordrende bog for de erfarne fantasy læsere. Der er en magisk sten, en magisk halskæde, magiske kareter med enhjørninge og magiske feer. Sådan fortsætter det. Der er ikke særlig mange lag i fortællingen. Jeg kunne godt have brugt at de magiske ting måske havde navne ligesom i Ringenes Herre eller Harry Potter. Det giver lidt mere dybde til historien og vidner om at tingen også var noget før Linea kom til Laitana. Det er bare lidt for simpelt for min smag.
Desuden er Linea utroværdig som Frelseren. Slutningen af bogen kunne have fået en helt anden betydning. Mit indtryk er dog ikke at forfatterens hensigt var, at skrive en historie om, at ikke alle er egnede til at være “The Chosen One”.
Forbandelsen over Laitana virker mere som en eventyrfortælling for store børn end en fantasyhistorie for teenagere.
Bedste venner
Der sker mange interessante ting i Laitana, når Linea endelig er kommet dertil. Der er hemmelige oprørsgrupper og spændende mennesker og uhyggelige steder. Jeg synes mange af karaktererne har potentiale. Men igen er der følelsen af at Laitanas skæbne bliver forsimplet af Lineas fortælling. Linea får lynhurtigt en gruppe bedste venner for livet og det var så pinagtigt at læse. Som læser købte jeg slet ikke ind på venskaberne der blomstrede op, fordi sproget og fortælleteknikken gjorde det så åbenlyst. Ved at inkludere “vi er jo bedste veninder” og lignende replikker, virker det bare forceret og falsk.
Generelt er jeg ikke den store fan af Linea og hendes udvikling. Det farver helt sikkert min oplevelse af resten af bogen. Man kan sagtens skrive en usikker, naiv og stille hovedperson, men Linea kan ikke bære fortællingen. Universet har stort potentiale men jeg kunne have ønsket at Sissel Moody havde ventet til de tekniske færdigheder som forfatter, kunne følge med.
Hvis jeg skal give stjerner til bogen, får den 2 ud af 6. Den ene stjerne fordi universet i Laitana havde meget mere at byde på end Linea. Den anden fordi slutningen faktisk formåede at overraske mig, som det eneste.
Har du læst Forbandelsen over Laitana – Den Magiske Sten?
Hvis du er nysgerrig på, hvilke bøger jeg ellers læser og anmelder, kan du finde listen over boganmeldelser lige her>>.