book review Aorta af Katarina Lewkovitch
Books,  Læser,  Reviews,  Uncategorized

Book review: Aorta af Katarina Lewkovitch

Aorta af Katarina Lewkovitch

Aorta af Katarina Lewkovitch er en digtsamling fra forlaget Anarki, og Lewkovitchs tredje udgivelse. Det er en ganske lille digtsamling, med sammenhængskraft fra hjertet og mere specifikt hovedpulsåren (aorta).

Jeg har modtaget et anmeldereksemplar af forlaget Anarki.

Aorta – digtsamling

Denne lille digtsamling er for det første smukt og gennemført lavet som bog. Det er en lille paperback i mørk grå, med sort tekst og en pulserende rød hovedpulsåre på forsiden. De første sider er mørkerøde og så mere dybrøde. Nøjagtig ligesom blod i forskellige nuancer. Det er altså ret gennemtænkt. Derudover er der faktisk ikke ret meget af det klassiske fyld i bogen. Vi hopper næsten direkte ind i selve digtene.

book review Aorta af Katarina Lewkovitch

Hovedpulsåren

Aorta er en digtsamling fyldt med liv, men også den klassiske smerte (hjerte-smerte I ved) og død. Dog ikke på nogen Romeo-og-Julie måde. I hvert fald sådan som jeg læser den.

Der er en vis tyngde i de korte digte. Der er så meget på spil og så mange skæbner og tragedier, i meget korte formater. Det er skønt at kunne mærke ordene bare vade ind, selvom det faktisk gør ondt indimellem. For det er dystre stemninger langt hen ad vejen. Der er klima, miljø, kærlighed, ulykke, angst, sorg, vrede, og alt muligt andet repræsenteret.

Samtidig er der en skøn leg med ord, der også kendetegner forlaget. Det er ikke simple digte og du får ikke noget foræret, samtidig med at du virkeligt må smage på ordene undervejs.

Billeder og livet

For mig er der nogle ret “simple” succeskriterier når jeg læser digte. De skal få mig til at tænke over og mærke livet, i alle mulige facetter, og de skal give mig billeder i hovedet. Derudover kan jeg godt lide leg med ordene og det behøver ikke rime. Aorta af Katarina Lewkovitch lever i den grad op til mine forventninger, og leverer en gennemført og solid omgang digte. Her kan vi virkeligt få billeder for vores indre øje!

Læser du digte? Har du ligefrem et yndlingsdigt?

Hvis du er nysgerrig på hvad jeg ellers læser og anmelder, er du velkommen til at kigge på min samling af boganmeldelser lige her>>

 

Share this blogpost or follow the blog for more!

Tell me what you think! :D