Bog anmeldelse: Krigeren – over åbent vand
Bog anmeldelse: Krigeren – over åbent vand
Krigeren – over åbent vand er tredje og sidste bog i serien om krigeren Odd. Serien er en dansk fantasy serie af Josefine Ottesen.
Krigeren – over åbent vand
“Som høvedsmand og kriger har Odd nået alt, hvad han har drømt om, men livet ved kong Ansurs hof er styret af magtbegær og intriger, hvis rækkevidde kan blive dødelig. For Odd betyder det alt at støtte sin konge, men hvilken vej er den rette?”
Ovenstående tekst er lånt fra bogens bagside
Episk afslutning på krigerens rejse
Så er vi nået til vejs ende for Odd, på flere punkter. I tredje bind er Odd steget i graderne og i agtelse hos sine venner og fjender. Odd er blevet høvedsmand og står højt i hierakiet. Men med det følger der også ansvar og beslutninger der skal tages. Hvilket Odd alle dage har været elendig til. Det kræver vildt meget overtalelse fra alle kanter, men Odd ender selvfølgelig på sin rette hylde til sidst. Det er lidt en Askepot historie på den måde.
I Krigeren – Over Åbent Vand får vi langt mere overtro og magi og den slags, end i de tidligere bøger. Det går i hvert fald vildt for sig med de kvinder der tidligere har forsøgt at tryne Odd og få magten. Derudover har vi fået introduceret en love interest, der ikke kan så voldsomt meget andet end prikke Odd i den rigtige skæbne-retning. Men det er fint, vi køber den som læser fordi det stadig er en ret simpel vikinge-vibe fantasy bog. Vi er her for action scenerne!
Action og en konge værdig
Den tidligere bromance mellem Ansur og Odd udvikler sig helt forkvaklet i Over Åbent Vand og Odd trues på sin loyalitet. Men han har sine mænd med sig og har fortjent den respekt han nyder. Der er masser af action scener i denne bog og det er fedt. Knapt så fedt er det at vente på at Odd gør hvad man hele tiden tænker han burde gøre. Omvendt kunne det have været en meget kort bog hvis han bare tog styringen.
Odd er en kompliceret karakter, man hepper på ham og har lyst til at give ham et los i røven samtidig. Det er igen, ret velskrevet af Josefine Ottesen, der giver os en klassisk kriger-fortælling.
Hvis du er nysgerrig på hvad jeg ellers læser og anmelder, er du velkommen til at kigge på min samling af boganmeldelser lige her>>