book review verdensherrerne-2-afsloeringen pernille neergaard
Books,  Læser,  Reviews,  Uncategorized

Book review: Verdensherrerne 2 – Afsløringen

Bog anmeldelse af Verdensherrerne 2 – Afsløringen

Verdensherrerne – Afsløringen er andet bind i en fantasy serie af Pernille Neergård. Den handler om en ung pige med magiske kræfter, der bliver sendt på en skole i en parallelverden kaldet Elamenta. Jeg har modtaget et eksemplar af bogen til anmeldelse her på bloggen.

Tak til Forlaget Dreamlitt og forfatter Pernille Neergård for anmeldereksemplaret.

Verdensherrerne – Afsløringen

“Hele Elamenta ved nu, at Anna er Derek De Valentins datter. Flere af adelshusene ser hende som en trussel mod deres ve og vel, fordi hendes evner vokser sig stærkere. Samtidig indblandes Vilat og Anna i efterforskningen af en gammel, blodig religion, som er vendt tilbage til De Fem Riger, synkront med at angrebene fra Skyggeriget bliver hyppigere.

Alt tyder på, at noget grufuldt vil ramme Elamenta, og da den mystiske Dodekatheon også rører på sig, begynder et mønster at tage form. Et mønster med Anna i begivenhedernes centrum.”

Ovenstående beskrivelse af bogen er venligst lånt fra bogens bagside.

Anna – mere end “the chosen one”

I Afsløringen får vi et dybere indblik i Anna som person. Hun er ikke ‘bare’ Anna, den almindelige pige, men en viljestærk ung kriger. Hun skal bare lige stadig lære at styre sine kræfter, selvom det går bedre med Vilats træning.

Undervejs i Afsløringen finder vi selvfølgelig ud af meget mere om Annas baggrund og familie. Flere ting går op for Anna, også om Elamenta og hendes venner, og hun bliver i tvivl om, hvor hun hører til i det hele. Hvilket man sådan set godt kan forstå, selvom hendes Elamentanesiske bedsteforældre altid er klar med en krammer. Det at hun stadig har adel familie i Elamenta, er noget af det der ikke helt fungerer for plottet for mig. De er lige præcis nok med i historien til at hun kender dem og har lidt med dem at gøre, men de er slet ikke en del af hendes hverdag med skole og rejser med Vilat. Det virker mere tilfældigt-heldigt at de er der når hun lige har brug for dem, og de mangler lidt personlighed.

Jeg håber de kommer til at spille en større rolle i fremtidige bøger, så vi får mere farve på Annas familiehistorie. Udover hendes far. Arven efter hendes far er nemlig et ret dårligt ry og Anna går fra at være en oplagt “chosen one” til også at være noget nær Elamentas fjende nr. 1 i manges øjne. Det giver mere spænding til historien, at alle ikke er på hendes side og nogle endda ønsker hende fjernet og uskadeliggjort. Ja tak til intrigerne og politisk magtspil som det fører med sig!

Bookreview - verdensherrerne 2 afsløringen af Pernille Neergård

Krig, kærlighed og evner

Anna kæmper som enhver anden “chosen” teenager, med kærligheden. Tror hun. Hun har svært ved at vælge mellem kronprinsen og dennes fætter, men læseren venter mest bare på at hun opdager at de er en og samme person. Men som om det ikke var nok, er der også en af de andre unge mænd fra skolen, der har Annas interesse. Der er nok at vælge imellem og lidt at heppe på undervejs.

Annas evner vokser og hun får mere kontrol over dem, det skræmmer mange, men viser sig brugbart undervejs. Der er nemlig flere tilfælde af angreb hvor Anna redder dagen. Hun er dog ikke alene om det. Under en større kamp, må rigtig mange elever slå sig sammen, for at redde flest muligt af deres kammerater. Det er velskrevet, farligt og lige præcis den slags spænding og usikkerhed jeg godt kan lide at læse om i episke fantasy fortællinger. Her har Neergård ikke sparet på klingen eller kampscenerne. Der er lidt Mazerunner, Hunger Games og den slags stemning over det.

Generelt er der mange flere spændende situationer, scenarier og nye oplevelser for Anna i Afsløringen. Neergård folder mere af plottet ud og vi får samtidig mere af universet Elamenta. Jeg er spændt på at se hvor den næste bog samler op. Især efter så voldsom en slutning i Afsløringen (der næsten fik mig til at knibe en tåre.)

Har du læst Verdensherrerne – Afsløringen af Pernille Neergård? Lad mig vide hvad du synes i kommentarfeltet herunder! Jeg glæder mig til at høre fra dig!

Hvis du er ude efter en “rating” vil jeg give denne her 3,5 ud af 5 stjerner ligesom Verdensherrerne 1. Den er solid og bygger fint videre på fortællingen i 1eren og vokser som man forventer af en 2’er. Selvom nogle ting fra 1’eren er trådt i baggrunden, var der mulighed for at udfolde dem noget mere i Afsløringen. Ting som fx Nordisk Mytologi eller nogle af de mere historiske figurer. Det kunne have hevet bogen op på 4 stjerner.

Hvis du har lyst til mere læseinspiration er du velkommen til at tage et kig på min samling af boganmeldelser lige her>>

 

Share this blogpost or follow the blog for more!

Tell me what you think! :D