Forfatter,  Forfatter//Writer,  Performer,  Performing Arts,  Producer,  Uncategorized

Artist Residency – hvad er det?

Hvad er et artist residency?

Som udøvende kunstner findes der uendeligt mange tilbud om kurser, workshops, coaching og uddannelser, som man kan gøre brug af for at dygtiggøre sig. Et af de måske knapt så kendte tilbud til kunstnere er ”Artist Residencies”.

(Hvis du allerede kender til residency-fænomenet behøver du nok ikke læse dette indlæg da det primært er henvendt til dem der endnu ikke har stiftet bekendtskab med det 😊 )

”Artist Residencies” er et tilbud om et ophold et eller andet sted i verden. Her kan man få arbejdsro, sparring, nyt netværk eller inspiration til nye værker.

Nogle gange skal man selv betale for rejsen og mad mens man er der, andre gange får man det med oveni. Det kan foregå i en hytte i de skandinaviske bjerge helt alene eller sammen med en masse andre kunstnere på en højskole. Måske på et kunstcenter i Canada, Portugal eller noget helt tredje!

Hvem er det for?

”Artist Residencies” er verdensomspændende og kan søges internationalt. De bliver ofte slået op på nettet med detaljerede beskrivelser af hvem der kan søge det, og der findes residencies for både forfattere, billedkunstnere, koreografer, dramaturger, skuespillere, dramatikere, instruktører, filmfolk m.m.! Der er næsten ingen grænser for, hvilken slags kunst du laver når det kommer til residencies og det er bare med at søge på nettet efter lige præcis dét der passer til dig!

Nogle gange kræver de at man er professionel eller har en vis erfaring bag sig, for at man kan søge – det står alt sammen i opslagene når du søger. Hvis du gerne vil vide lidt mere om det (eller starte med at søge på nogle residencies!) så har webportalen Transartists.org skrevet et fint indlæg om hvad man kan forvente af det. (Læs det her>>)

Hvad får du ud af det?

Hvis du søger et/flere residency ophold og er heldig at få et, kan du få en oplevelse for livet. For det første kommer du ud af dine vante rammer og får mulighed for at lade dig inspirere af det nye sted og kulturen der er dér. Derudover kan man møde andre kunstnere der hvor man lander, prøve nogle ting af og nyde noget arbejdsro. Min onkel Erik Trigger, tager indimellem på residency ophold, hvor han kan koncentrere sig om at skrive og udvikle nyt materiale til sine bøger og digtsamlinger.

Nogle steder vil de gerne have at man bidrager til det lokale kulturliv. Enten ved at lave en workshop med lokale eller skænke dem et billede man har malet eller et eksemplar af en bog man har skrevet etc.

Artist Residencies er fordybelse og netværk!

Jeg arbejder fx selv med residencies i min hverdag på et teater for dans og performance, hvor vi årligt inviterer professionelle koreografer og dansere til at søge om danse-residencies, hvor man får alt dækket inkl. sparring, rejse, ophold og løn. Dét er et af de mest usædvanlige former for residencies, fordi det er så sjældent at man får hele pakken!

 Er du nysgerrig på residencies og på om det er noget for dig? Så tøv ikke med at læse mere på bl.a. Transartists.org eller start med at søge på nettet efter ”[Din kunstform/ fx Writer] + Residency” – og så er du i gang!

Har du prøvet at være en artist-in-residence eller har du fået blod på tanden? Lad mig høre om dine eventyr i kommentarfeltet herunder!

Share this blogpost or follow the blog for more!

Tell me what you think! :D